I oldtiden var menneskenes opfattelse af verden en anden end i vore dage. Man havde dengang følelsen af at tilhøre, lad os sige, en verden, der ligger bag den, man skuer og iagttager med fysiske sanser. Eller en verden, som ligger til grund for vor jords mangfoldige, materielle forhold.

I de nordiske, som i de orientalske lande, var denne verden en levende kendsgerning for menneskene. Herfra stammer de mange beretninger og sagn om Guds liv og handlinger.

Menneskets og jordens udvikling er foregået meget langsomt, og efterhånden, som udviklingen skred fremad, glemte mennesket denne forbindelse med de oprindelige, skabende kræfter, magter eller guder i verden.

Men i mysterierne (templerne — mysterieskoler o.s.v.) bevarede man erindringen om disse tilstande. At man gik ud fra denne erindring, lå skjult (glemt) i ethvert menneskes sjæl, så søgte man at genkalde denne erindring ved hjælp af bestemte tegn og handlinger.

Symbolik er græsk og betyder genkaldelse eller genkendelse. Og fra disse tider stammer symbolikken.

Hele symbolikken var et udtryk for den glemte verdens eksistens, og ved at samle sin bevidsthed ind i disse tegn, kunne menneskene ligesom drømme hine, gamle tilstande, da guder og menneskene kendte hinanden. Drømme den tid, der får forud for det, man i gamle skrifter kalder “Syndefaldet” eller “Formørkelsens Tid”.

Senere er også størsteparten af tegnenes oprindelige betydning gået tabt for menneskenes viden. Dog bevares en del gennem den oprindelige kirke og dens skoler, og ligeså gennem det gamle ridder- og borgliv, der som oftest var mysterieforbund.

I vore dage har man i almindelighed kun tegnene tilbage. Sammenhængen er oftest blevet tilfældigt gætteri og anvendes i utallige foreninger nærmest som et kuriosum eller en art forfængelighed, eller som tilfældigt sammensatte ritualer og tegn uden nogen dybere mening.

Hvis vi skal rette os nogenlunde efter den oprindelige betydning og ikke alt det, som senere er lagt i tegnene, som f.eks. når politiet benytter “øjet” som symbol for årvågenhed. Ofte ren og skær blasfemi, men dog i almindelighed noget, der tangerer oprindelsen.

Emblemet:
Trekant – O – øje.

Trekanten har altid været symbol på treenigheden eller de tre højeste principper i tilværelsen.

3-tallet er Skaberens tal. I alle forhold er 3-tallet det igangsættende tal.

Trekanten med spidsen opad er Gud som skaber, og med spidsen nedad, det af guddommen skabte, handlende væsen, og det er således i det væsentligste et udtryk for mennesket, men kan også være symbol på gudskraftens nedadstigen i et fysisk væsen, f.eks. Vishnus trekant og Apis-tyrens hoved med trekanten, der angiver guddommens tilstedeværelse i sin skabning.

Hos Podagras er trekanten ligesidet og vi mg betragter denne form for den egentlige, selv om der senere er opstået forskellige trekantformer med hver sin betydning.

Betydningen af trekanten er ILD, og er allerede i Egypten et udtryk for Gud, og figuren genkendes i pyramiderne.

Øjet:
Er tegnet for den højeste, åndelige magts overvågenhed med alle tildragelser i verden og menneskets indre.

De tre led:
Ligesom de samtidig med trekanten repræsenterer 3-tallet og Treenigheden, er de tillige et tegn på samhørigheden og ubrydeligheden, nemlig kæden, der er tvunget sammen. Hver broder er et led i kæden. Tidligere var det således, at en orden blev opløst, når kæden blev brudt. I dag tager man ikke mere dette så højtideligt, dog har de fleste ordener broderskab for livstid.

”O” et:
Står for OTIUM, der betyder hvile, ro, frihed, især efter man har nedlagt sit embede.

Optagelse:
At optagelsen af en kandidat sker i mørke, er en rest af en gammel indvielsesceremoni, der har sin rod i de handlinger, som udførtes i datidens ritualer.

Ved optagelsen gennemsitredes kandidatens sjæl og legeme i den grad, så han så alle de kræfter og magter, som han forbandt sig med ved at blive indviet. Og netop medens kandidaten så dette, måtte han bestemme sig til, om han ville være med eller ej, og han førtes da symbolsk fra mørket til lyset.

Nu bruger man mere at sige: “Kandidaten befinder sig i mørken, man skriver under på, at han vil sprede lys, ved f.eks. at hjælpe ulykkeligt stillede enker og børn o.s.v.”

Bankningen:
Slagene på døren var tidligere at banke på indvielsens port. Nu er det nærmest en forsigtighedsregel, hvor man ikke lukker nogen uvedkommende ind, hvad det også var tidligere.

Afgivelse af pasord:
Var tidligere en meddelelse om modenhedsgraden for indvielse i mysterierne og måtte hviskes, idet pasordet var i kontakt med visse rytmer, der forstyrredes ved høj tale.

Regalier:
Er resten af de gamle, meget sigende ordensdragter, smykket med symbolik, ligesom farver og form var symbolske udtryk for værdighedsgraden. Mysteriernes ledere betragtedes som gudernes udsendinge, ligesom ledernes rang var inddelt efter gudernes rang (hierarkier).

Den hierarkiske ordning er stik modsat den demokratiske. Thi alle havde at rette sig strengt efter lederne opad til den øverste, som var altbestemmende.

Regalier er også benyttet i en meget sen oldtid, af de lavere grader, idet de blev brugt af kandidaterne som tegn, på, at disse påtog sig en burde. Man bærer byrden på skuldrene, og som sådan har regaliets betydning holdt sig til vore dage.

Farverne har stor, symbolsk betydning i ordensdragten.

Otium Ordenens grønne farve kaldes håbets farve, og det har sin årsag i, at forårets og sommerens, solens og lysets kraftudfoldelse på jorden har sit højdepunkt i vegetationens grønne flor, som alle venter og håber på i vinterens strenge kulde og mørke.

Men til gengæld er det skillepunktet mellem liv og død, det livet på jorden er dødens punkt, visner med sommerens grønt.

Selve livet foregår jo før, det grønne fremtræder. Thi det grønne er resultatet af livets kraft, og det grønne er tegnet på den sidste anstrengelse før døden, henvisne, efterår.

Højre hånd på venstre:
Er en hilsen til ordenen som helhed. Højre hånd på venstre hånd betyder, at man tilkendegiver, at man kender sige egenskaber, svagheder og stærke sider. Thi venstre hånd er dels udtryk for det åndelige, højre hånd for det materielle. Dels udtryk for skæbnen, at det skal ske i kraft af tidligere handlinger, nemesis. Dette gælder også i kiromantikken (at skue skæbnen i hånden), noget der engang har haft en reel værdi, men som nu oftest er misforstået. Her er venstre hånd skæbnens kort, medens højre er livets sejlads. Den man burde, men ikke altid følger. Den ene, som man bør sejle gennem livet, den anden, som man har sejlet.

Altså dækkes venstre hånd for at tilkendegive sammenhængen og tilkendegive, at venstre er skjult for andre, medens højre hånd er den, man skal se, livets handlinger.

Vi bruger betydningen, at den stærke beskytter den svare.

Hånden på hjertet:
Er en troskabsed eller hentyder til hjertet som kærlighedens tegn, og hånden (i betydningen: Handlingen) forbundet med kærlighed.

Højre hånd ud til siden:
Dette kan ikke henvises til noget bestemt. Derimod er det meget naturligt at vende tilbage til oprindelsen i Rigslogen.

Hammeren:
Et viljetegn eller myndighedstegn. En ordenshammer er tegn på ordenens vilje, og den, der fører hammeren, skulle efter oprindelsen være ordenens chef, hvorefter alle retter sig.

Hammerslagene:
De tre slag er symbolsk omsat de jordiske forhold, nemlig de tre livsprincipper, de tre højeste kræfter (Treenigheden).

1 slag: Tavshed, alle lytter. Den højeste taler, bestemmer o.s.v.

2 slag: Næste bestemmende faktor bliver medvirkende. De underordnede er stadig tavse. Der afgives meddelelser bestemt for logens embedsmænd.

3 slag: Alle er med. Sidste led er med: Alle tilstedeværende i loge salen rejser sig.

1 slag: Alle sættes atter ud af spillet. Tavse kaldes til sæde. Alle tilstedeværende i loge salen sætter sig.